• Ida Auken smed muslimsk lærer ud af sit kontor. Flere politikere ville have gjort »præcis det samme«

    Source: BDK Borsnyt / 12 Jun 2024 11:57:20   America/New_York

    Da Ida Auken rakte hånden frem ved indgangen til sit kontor, lagde han i stedet hånden på sit bryst. Hun spurgte, ifølge hende selv, om det var rigtigt, at han ikke ville trykke hendes hånd. Han nikkede. Det var anden gang, at den tidligere minister oplevede at få afvist sit håndtryk, og ligesom første gang bad hun øjeblikkeligt sin gæst om at forlade sit kontor. Nu tager flere politiske kolleger socialdemokraten i forsvar. Hun er i »sin gode ret« til at afvise ham, mener de, og selv ville de have handlet på helt samme måde. »Det er ikke en særlig respektabel eller acceptabel måde at reagere på som gæst, og derfor har jeg heller ikke den store sympati for mandens handling,« siger Liberal Alliances udlændingeordfører Steffen Larsen og konstaterer: »Ida Auken fortjener ligesom alle andre parlamentarikere at blive behandlet med respekt og ligeværd – uanset køn.« Et spørgsmål om grænser Lørdag bragte Politiken et debatindlæg af Ida Auken. Det har sidenhen skabt stor debat på sociale medier. For det er ikke alle, der bakker op om, at Ida Auken smed den studerende ud af sit kontor. Journalist og tidligere tv-vært Paula Larrain kalder Ida Aukens opførsel for »uforskammet og egoistisk« og går i rette med hendes opførsel i flere opslag på X. »Det er indbegrebet af herskerattitude. @IdaAuken bryder sig ikke om den andens religion og kultur og vælger at hævde sin egen fra sin herskerposition. Det er også bare uforskammet og egoistisk. Hun burde være bedre opdraget,« skriver Paula Larrain. I debatindlægget beskriver Ida Auken, hvordan et planlagt møde på hendes kontor gik helt skævt, allerede inden mødet var begyndt. Ida Auken skulle interviewes af en mandlig kandidatstuderende fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og en kvindelig lektor fra Københavns Professionshøjskole (KP) ved navn Bjørg Bogisch til en bog om demokrati og medborgerskab. Men da hun bød dem velkommen på sit kontor, ville den mandlige kandidatstuderende ikke give hende hånden. Årsagen? Hun er kvinde, hendes gæst muslim. Og her gik hans grænse altså for fysisk kontakt med det modsatte køn, forklarede den kvindelige lektor efterfølgende i Politiken. Ifølge Ida Auken overskred det ikke kun hendes egen grænse, men demokratiets grænse, og derfor smed hun begge gæster ud af døren. Ida Auken argumenterer i sit debatindlæg for, at oplevelsen bekræfter »den tredje erkendelse«, som Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad, har bragt på banen i udlændingedebatten: Nemlig at en lang videregående uddannelse og et job ikke er en garanti for god integration. I sin tale påpegede Frederik Vad specifikt Københavns Professionshøjskole som et omdrejningspunkt for værdikampen med social kontrol i indvandrermiljøet. Efterfølgende gav lektor og antropolog på Københavns Professionshøjskole Sofie Danneskiold-Samsøe ham ret i, at fænomenet fandtes på hendes egen arbejdsplads. Det fik over 200 af hendes kolleger til at protestere mod det, de betegnede som en »mistænkeliggørelse« af minoritetsetniske unge. Kras kritik Spørger man Liberal Alliances integrationsordfører, Steffen Larsen, havde han »heller ikke fundet sig i at blive behandlet som et andenrangsmennneske«: »I det danske demokrati har vi den holdning, at mænd og kvinder er ligeværdige og skal behandles ligeværdigt. Hvis ikke man er med på den, så behøver man jo ikke dukke op på Christiansborg. Der er ikke nogen, der tvinger ham til et møde med Auken,« siger han og tilføjer: »Hun har handlet korrekt og ordentligt«. Mikkel Bjørn, Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, mener, at Ida Auken er »i sin gode ret til at smide dem ud på røv og albuer«. »Det ligner ikke noget at komme til et professionelt møde på Borgen, og så vil man ikke give hånden, alene fordi hun er en kvinde. Det hører ikke nogen steder hjemme i et land som Danmark,« siger han. Fra Susie Jessen, Danmarksdemokraternes politiske ordfører, lyder lignende toner. Hun glæder sig »hver eneste gang, der er en kvinde, som siger fra over for ekstremistiske mænd, der ikke vil give hånd«. »I Danmark byder vi hinanden velkommen ved at give hinanden hånden. Og når man allerede i døren ligesom bliver valgt fra, fordi man er kvinde, så har man allerede sat tonen for det møde,« siger hun: »Derfor er jeg selvfølgelig enig med Auken i, at man ikke skal tage et møde med én, som har det kvindesyn.« I dag undrer Ida Auken sig over, at man sætter en person til at være medskriver på en bog om »demokrati, kristendom, livsoplysning og autoritet«, når denne person med hendes egne ord »ikke har en grundlæggende respekt og forståelse for, hvorfor det er vigtigt«, siger hun til Berlingske. Lektor Bjørg Bogisch svarer i en mail til Berlingske, at det er hende, der har bedt den mandlige kandidatstuderende om at medvirke til at udføre interviews til bogen. »Jeg kan ikke se, hvordan Ida Auken har forudsætningerne for at vurdere, om min medforfatter har »grundlæggende respekt og forståelse for demokrati, kristendom, livsoplysning og autoritet,« skriver hun og fortsætter: »Hun har læst om ham og af ham, og her kan hun se, at han aktivt i sine studier har arbejdet med, hvordan man i kristendomskundskabsfaget i folkeskolen kan bidrage til at opfylde folkeskolens formål om at forberede eleverne til demokrati. Men den viden vælger hun at negligere. Og hun vælger ikke at lade ham forklare sig på sit kontor.« Hun forklarer yderligere, at hun skriver bogen i sin fritid sammen med flere kolleger, og at Københavns Professionshøjskole (KP) intet har med bogen at gøre. »Vi ville ikke lade en studerende skrive et kapitel alene, men da der er tale om en meget dygtig og fagligt ambitiøs overbygningsstuderende, har jeg bedt ham om at hjælpe mig med kapitlet,« skriver hun og tilføjer, at dette er accepteret af forlaget. Værdier i klasselokalet Ida Auken ønsker ikke, at hverken hendes egne eller andre børn i Danmark skal undervises i den form for syn på mænd og kvinder, som et afvist håndtryk er et udtryk for, skriver hun i Politiken. Og direkte adspurgt, om man kan være lærer, hvis man ikke vil give hånd til kolleger, studerende eller forældre på baggrund af køn eller religion, svarer de adspurgte ordførere mere eller mindre enslydende. Fra Steffen Larsen lyder det, at undervisningen »som udgangspunkt skal være sekulær«. »Religiøs praksis bør ikke indgå i den måde, man underviser på,« siger han og understreger, at han mener, at det er uacceptabelt. Mikkel Bjørn mener heller ikke, at man i så fald kan undervise danske børn: »I hvert fald ikke, hvis man i sit virke som lærer tager de værdier med ind i klasselokalet. Og det gør man jo, hvis man eksempelvis til daglig ikke giver hånd til nogen, fordi de er kvinder,« siger han. Ifølge Sussie Jessen »bør man tænke sig nøje om, inden man ansætter én, der ikke vil give kvinder hånd«: »Der er eksempler på lærere og censorer, der ikke vil give hånd til kvinder i eksamenssituationer, og det kan virkelig skabe en meget nedladende situation for kvinder, der skal til eksamen.« Lektor: Det handlede ikke om manglende ligeværd eller respekt Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den kandidatstuderende, men Bjørg Bogisch, der altså deltog i mødet med Ida Auken, tager ham i forsvar i et indlæg hos Politiken. Her skriver Bjørg Bogisch blandt andet, at hun har et »mangeårigt kendskab« til ham, og at Ida Auken ikke behøvede at være bekymret for »manglende respekt for kvinder«. Ifølge Bjørg Bogisch forsøgte han at forklare, at det ikke handlede om »manglende ligeværd eller manglende respekt,« men det blev ikke muligt for ham at komme til orde, før de begge blev bedt om at forlade kontoret. »På baggrund af et manglende håndtryk, og med hendes egen afvisning af enhver form for efterfølgende samtale, tillader hun sig at konkludere, at min medforfatter har »fundamentalistiske holdninger« og er en »religiøs fundamentalist,« skriver lektoren i debatindlægget. https://www.berlingske.dk/politik/ida-auken-smed-muslimsk-laerer-ud-af-sit-kontor-flere-politikere-ville
Share on,